Kære Jørgen, Tak for dit svar på LinkedIn – det er altid
spændende at krydse klinger med en, der har haft fingrene i mange
bestyrelsesager gennem årene.
Jeg sætter pris på, at du holder fast i dit princip fra 2018; det viser i hvert
fald konsistens.
Men lad os lige rydde op i et par point, før vi falder i fælden med at gøre
dette til en debatsport om governance-principper.
Først og fremmest: Ja, uafhængighed maksimerer sandsynligheden for succes – det
er jeg med på.
Det er netop derfor, jeg finder det lidt ironisk, at du nu peger på Novo som et
eksempel på, hvad der sker, når man ikke holder armslængden.
Den afgående bestyrelse og Lars Fruergaard Jørgensen var jo netop de
selvudnævnte vogtere af den slags principper.
De talte flot om checks and balances, mens Novo i USA kørte helt ude i hegnet:
Slagsmål med kopiproducenter i stedet for at omfavne dem som allierede, en
vækst, der spændte ben på sig selv,
og en kursudvikling, der har smidt to tredjedele af værdien siden toppen. Var
det her den "uafhængige" struktur, der skulle beskytte mod fejltrin?
Det virker mere som om, de sad fast i et rum, hvor beslutningerne tog
evigheder, mens markedet – især i USA – ændrede sig med lynets hastighed.
Du nævner DSV som "undtagelsen, der bekræfter reglen". Fair nok, men
lad os lige huske, hvad den undtagelse handlede om. Jeg var direktør i 29 år,
fra DSV var en lille sammenslutning af vognmænd på under en milliard i
omsætning til et globalt transportimperium med en markedsværdi på over 22
milliarder – og i dag er vi verdens største i vores branche.
Det skete ikke ved at sidde i et vakuum af uafhængighed, men ved at tage
kalkulerede risici, der krævede hurtig handling og tæt dialog mellem ejer og
drift.
Når vi tillod en glidende overgang i toppen, var det ikke hasard – det var
kontinuitet i en tid, hvor vi skulle skalere fra nul til global leder.
Novo står over for noget lignende nu: En transformation, der kræver erfaringen
fra folk som Lars Rebien Sørensen, der kender virksomheden indefra og ud.
At kalde det for "at sætte alt på rødt" føles som at overse, at Novo
har bygget sin succes i årtier på netop den slags modige moves – og at den
nuværende krise handler om at genfange momentum,
ikke om at gamble. Jeg er ikke imod governance-regler; de er der for at holde
os på jorden.
Men i en branche som Pharma, hvor Eli Lilly jager dig på hælene, og markedet i
USA kræver lynhurtige pivots, er det farligere at sidde med armene i kors og
vente på perfekt uafhængighed end at give erfarne hænder frihed til at styre.
Du siger, det kunne være undgået med "rettidig omhu" – men hvem
skulle have taget den omhu, når bestyrelsen selv var for langsom?
Rebien træder ind nu, ikke for magtens skyld, men for at rydde op i det rod,
som de principper, du roser, har ladet opstå. Lad os håbe, det går godt for
Novo – for alle vores skyld. Ellers bliver det måske dig, der skal forklare,
hvordan mere uafhængighed ville have reddet sagen.
Bedste hilsner,
Leif Tullberg
Tidligere ADM i DSV (og stadig stolt af rejsen fra nul til
22 mia.)
