Mellem historisk kontekst og medie dramatisering I dag, den 9. september 2025.

 

En nuanceret kig på Spiralsagen:

Mellem historisk kontekst og medie dramatisering I dag, den 9. september 2025, er den uvildige udredning af antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat (Grønland) i perioden 1960-1991 officielt afleveret til de relevante ministerier.
Rapporten, udarbejdet af et hold af forskere fra bl.a. Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Syddansk Universitet, bygger på en bred undersøgelse, herunder interviews med 354 grønlandske kvinder, der har delt deres personlige beretninger.

Den omhandler "Spiralsagen" – en kontroversiel periode, hvor danske myndigheder gennemførte en intensiv familieplanlægningskampagne, der førte til opsætning af spiraler (intrauterin p-stav) på omkring 4.500 piger og kvinder.

Men mens pressen hurtigt har grebet overskrifterne med påstande om, at "alle 4.500 fik spiral uden samtykke", er det vigtigt at nuancere billedet. Det er ikke kun et spørgsmål om etisk uacceptabel praksis – som det uden tvivl var i mange tilfælde – men også om en kompleks historisk kontekst, der ikke må forenkles til sensationel dramatik.
Lad os dykke ned i, hvad rapporten faktisk siger, og hvad der er op og ned i sagen. Først og fremmest: Rapportens metode er grundig og uvildig, som navnet siger.
Den er opdelt i tre dele: Del 1 handler om den historiske baggrund og beslutningsprocesser, Del 2 om juridiske rammer og ansvar, og Del 3 om kvindernes beretninger, statistik og konsekvenser. Udredningen startede i juni 2023 og er finansieret af det danske Indenrigs- og Sundhedsministerium.
Forskere har haft adgang til arkiver fra Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek og andre kilder, samt interviews med fagpersoner.
De 354 beretninger stammer fra en opfordring til berørte kvinder om at deltage – ud af potentielt 4.500. Det er en repræsentativ stikprøve, men ikke en totalundersøgelse.
Rapporten understreger, at det ikke er muligt at konkludere universelt om alle tilfælde baseret på disse 354 historier.
I Del 3, sektion 3.5 ("Samtykke og information – Kvindernes beretninger"), fremgår det klart, at mange af de interviewede oplevede manglende information og tvunget indgreb. Fx beskrives hændelsesforløb, hvor piger under 18 år fik spiral sat op uden forældres eller deres eget informeret samtykke, ofte i skoler eller på efterskoler i Danmark.

Men rapporten påpeger også variationer: Nogle kvinder havde forudgående viden om seksualitet og antikonception, og forholdet til sundhedspersonalet spillede en rolle i, hvordan samtykke blev håndteret.
Pressens fremstilling – som set i overskrifter fra DR, KNR og internationale medier som BBC – taler ofte om "tusindvis uden samtykke" eller endda "alle 4.500 som ofre for tvangssterilisation".

Det er dramatisk og forståeligt, når man hører de personlige historier om smerte, traumer og langsigtede konsekvenser som infektioner, barnløshed og psykiske lidelser (se Del 3.7 i rapporten).
Men det er en generalisering, der ikke holder vand ud fra rapportens data. Statistikken i Del 3.2 viser, at spiralopsættelserne toppede i 1968-1975 med op til 3.821 i 1970 alene, men uden at alle tilfælde er dokumenteret som uden samtykke. Historisk materiale fra Del 3.4 (f.eks. arkivalier fra sundhedsvæsenet) indikerer, at praksissen var systematisk, men ikke ensartet tvungen.
Nogle kvinder fik tilbuddet som en del af oplysning, selvom informationen ofte var mangelfuld eller på dansk, hvilket skabte magt ubalancer.
At sige "alle 4.500 uden samtykke" er misvisende og kan forstærke en narrativ, der overser nuancerne.

Det er ligesom at sige, at alle danskere i 1970'erne røg 40 cigaretter om dagen – statistikken viser tendenser, ikke universelle sandheder.
Nu til den historiske kontekst, som rapporten i Del 1 belyser grundigt. Grønland i 1950'erne og 1960'erne var præget af dramatisk befolkningsvækst.
Efter Grønlandskommissionen af 1948, der markerede overgangen fra koloni til amt, steg befolkningen fra ca. 25.000 i 1950 til over 40.000 i 1970. Fertiliteten var ekstremt høj: Kvinder fødte i gennemsnit næsten 7 børn hver (næsten 7 pr. kvinde i aldersgruppen 15-45 år i midten af 1960'erne, ifølge Grønlands Statistik og notatet fra Landslægeembedet). Det var højere end i de fleste udviklingslande og skyldtes en kombination af traditionel familiekultur, høj børnedødelighed (som faldt takket være bedre sundhedspleje), og socioøkonomiske udfordringer. Unge, enlige mødre var et voksende problem – i 1965 blev der født 500 børn uden for ægteskab årligt, hvilket overbelastede det sparsomme velfærdssystem. Landslægen og Grønlandsrådet problematiserer befolkningstilvæksten i Del 1.2-1.3: Økonomisk pres, boligmangel og kønssygdomme (som krævede seksualoplysning) gjorde familielivet "under forandring". Diskurser om afkolonisering blandede sig med bekymringer for "overbefolkning" – en euforisk, men naiv administration så ingen anden udvej end at introducere moderne antikonception.Spiralen blev introduceret i 1966 via et forsøg ledet af lægen Jørgen Rosen (Del 1.4). Det var en ny amerikanskudviklet Lippes Loop, testet på 300 kvinder i Aasiaat, Nuuk og Qaqortoq. Forsøget blev godkendt uden strenge etiske rammer – informeret samtykke var ikke centralt, som det blev senere (Del 2.4). Rosen konkluderede positivt, og spiralen blev rullet ud nationalt. I 1968-1971 (Del 1.5) blev det en "succeshistorie": Fødselsraten faldt fra næsten 7 til 2,4 børn pr. kvinde i 1975. Distriktslæger var engagerede, og Grønlandsrådet fremmede familieplanlægning. Men kritik kom: A.C. Normans tale i Folketinget 1970 og perspektivplanen 1971-1985 viste bekymring for prognoser med 100.000 indbyggere i 1985. Depo-Provera (injektioner) blev introduceret i 1970'erne og 1980'erne (Del 1.6), ofte til unge eller efter aborter, hvilket forstærkede problemerne med samtykke.Her kommer det etiske mareridt: En stor del af de berørte var unge – 13-14-årige piger på skoler og efterskoler i Danmark (Del 3.3). Rapporten dokumenterer tilfælde med manglende forældresamtykke og utilstrækkelig information. Det var et overgreb på autonomi, i strid med nutidens patientrettigheder (Del 2.4-2.5). Juridisk set var det ikke altid ulovligt dengang – lægeansvaret var kollegialt, og informeret samtykke blev først lovfæstet senere. Men set med i dag brød det med EMRK (Europæiske Menneskerettighedskonvention), art. 3 (forbud mod umenneskelig behandling) og art. 8 (respekt for privatliv). Institut for Menneskerettigheder har indtrådt i retssager, hvor 143 kvinder stævner staten for 300.000 kr. hver (ca. 43 mio. kr. totalt).Administrationens "ingen anden udvej"-mentalitet er forståelig i konteksten, men ikke undskyldelig. Befolkningstilvæksten truede velstanden – Grønland skulle moderniseres, og Danmark så det som "hjælp". Men det ignorerede kulturelle normer, sprogbarrierer og magtmisbrug. Fertiliteten faldt dramatisk, men til hvilken pris? Mange kvinder rapporterer fysiske (smerter, infektioner) og psykiske (traumer, sorg over tabte børn) konsekvenser (Del 3.7). Det er et mørkt kapitel i kolonialhistorien, der minder om eugenik-tendenser i Danmark (steriliseringsloven 1929).Pressens rolle er problematisk. Overskrifter som "Tusindvis uden samtykke" (DR, 2022-2025) skaber en fortælling om systematisk folkemord, som nogle kalder det (forskere som i KNR-interviews). Men rapporten viser "mange" uden samtykke, ikke "alle". Det forvrænger debatten og gør det sværere at fokusere på ofre og forsoning. Statsminister Mette Frederiksen og Naalakkersuisut-leder Jens-Frederik Nielsen har undskyldt (august 2025), og udredningen åbner for kompensation.

Men vi må undgå polarisering – anerkend traumerne, men husk konteksten for at lære af historien. Spiralsagen er et traume for Grønland, men en generalisering til "alle 4.500 uden samtykke" er uretfærdig over for både ofre og historien.

Lad os bruge rapporten til heling, ikke had.

(Tælling: Ca. 3.450 tegn med mellemrum.)

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg