Kronik. Hvordan kan Israels klakører påstå, at det igangværende folkemord er selvforsvar?
Det er efterhånden ikke til at sparke sig frem for det ufremkommelige vildnis af nyligt udklækkede lænestolsgeneraler i det ganske land, folk der dumstædigt insisterer på, at den israelske besættelsesmagts igangværende folkedrab i Gaza aldrig kan afsluttes, før Hamas er udryddet fra Palæstinas overflade.
Der er naturligvis tale om de samme mennesker, som uden blusel giver deres fuldtonede opbakning til besættelsesmagten. Altså, det påståede selvforsvar, som i skrivende stund har resulteret i knap 55.000 palæstinenseres alt for tidlige død, hvoraf en meget stor del er børn og kvinder. To millioner palæstinensere er internt fordrevet.
Hvad der imidlertid undrer mig, er, at besættelsesmagtens mageløse klakører har den hovne frækhed at fastholde, at dette folkemord på – og etniske udrensning af – titusinder af palæstinensere fortsat er at betragte som … selvforsvar! Man skulle ellers tro, at besindelsen ville have indfundet sig efter de hjemsøgende billeder fra Gaza af blodtilsølede småbørn i sammenstyrtede murbrokker, hele familiers fordrivelse fra deres hjem og den israelske dødspatruljes massakrer.
🤔
Senest erkendte besættelsesmagten sin »fejl«, da man på bestialsk vis likviderede 15 nødhjælpsarbejdere, hvilket blot understreger den hensynsløshed, hvormed besættelsesmagten bedriver sit såkaldte selvforsvar. Og samtidig affærdiger dens urokkelige fortalere ugerningerne med, at Hamas jo bare kan frigive gidslerne, mens de klamrer sig til Hamas' programerklæring, hvori det vist fremgår, at målet er Israels udslettelse.
Derfor skulle den israelske besættelsesmagt være nærmest forpligtiget til at rydde denne trussel af vejen. Alle kan vi dog vist konstatere, at det for Benjamin Netanyahus regering ikke længere handler om gidslerne, retten til selvforsvar eller at udrydde Hamas, eftersom besættelsesmagten jo også likviderer og intimiderer palæstinenserne på Vestbredden.
Nej, de seneste måneders stadig mere intensive bombardementer og likvideringer afslører Israels mål om fuldt at besætte Gaza, hvilket jo ikke overrasker nogen, al den stund at Israel beror på zionismens trossætninger om en jødisk stat i et forjættet land. Intet odiøst her, det tilkommer vel alle folk at have deres egen stat. Kvalmen vinder dog først indpas, når man bevidner konsekvenserne af opførelsen af en sådan stat. For det forjættede land er jo et område, der allerede bebos af mennesker, nemlig palæstinenserne.
Disse palæstinensere, såvel muslimske som kristne, må dermed vige for en angivelig guddommelig forkyndelse om, at palæstinenserne ikke har ret til at bebo området, da dette forjættede land ene og alene tilkommer jøderne. Og sådan skal det blive, koste hvad det vil.
Det er derfor, den zionistiske stat Israel fordriver millioner og atter millioner af palæstinensere fra deres egen jord; og det er derfor, Israel likviderer palæstinensere for snart sagt et godt ord. Det er også derfor, Israel fængsler palæstinensere uden egentlig rettergang for forseelser af bagatelagtig karakter.
Det er vel også derfor, Israel i praksis velsigner de hjerteløse bosætteres lovløse aggressioner mod palæstinensere for selv derpå at bebo palæstinensernes hjem. Og det er derfor, at den zionistiske stat Israel overgik til at blive en skammelig besættelsesmagt.
Zionismen i sin praktiske udførelse er ikke nævneværdigt anderledes fra apartheidstyret i Sydafrika eller fascismen i Europa, hvilket blot understreges af den israelske finansminister, der er selverklæret fascist. Her ophøjes et folk over et andet folk samt tilskrives rettigheder, der ikke tilkommer andre folkeslag.
Interessant er det jo, at selv en debattør som Jotam Confino, i et debatindlæg i Politiken i 2021, beskyldte Israel for »systematisk diskrimination« og måtte se sig selv som andenrangsborger på grund af zionismens dogme om, at man kun anerkender fuldblodsjøder og forkaster dem, som blot er »halvjøder«.
Confino er dog – sine egne erfaringer til trods – ulykkeligvis ikke i stand til at skildre palæstinensernes sag bare tilnærmelsesvist retfærdigt, og han står ikke alene. Hinsides min fatteevne er det, at disse proisraelske efterplaprere uden et sekunds tøven erklærer, at krigen ikke kan afsluttes, før Hamas er udryddet, mens selvsamme mennesker ikke kan se visdommen i, at denne årelange konflikt aldrig kan ende, før Israel løsriver sig fra zionismens menneskeforagtende fangarme.
Israels og jødernes værste fjende er ikke Hamas – men zionismen selv. Vi kan alle forstå behovet for at etablere en jødisk stat, hvor jøder kan leve i sikkerhed og tryghed. Men der kan da vel ikke være nogen med et minimum af omløb i hovedet, som reelt begriber behovet for at fordrive, undertrykke, fængsle, forskelsbehandle og likvidere sagesløse palæstinensere under dække af en syg ideologis dogmatik. Netop et jødisk folk og en jødisk stat bør holde sig for god til den slags umenneskeligheder.
Derfor bør vi ihukomme dette og sige entydigt fra over for zionismens krig mod menneskeheden, der eskalerede med blåstemplingen af bosættelsespolitikken, og som nu er kulmineret i besættelsesmagtens igangværende folkedrab i Gaza. Det jødiske folk og den jødiske stat gør sig selv absolut ingen tjeneste ved at fraternisere med zionismen, da det netop er denne, der fastholder jøderne i en utryg og usikker tilværelse. Zionismens undertrykkelse af et andet folkeslag kan intet andet end afføde risikoen for modangreb.
Så kære Israel: Tag nu det endelige opgør med zionismen, og bliv endegyldigt den demokratiske stat, I i øjeblikket snarere er af navn end af gavn. Anerkend menneskerettigheder for alle folkeslag, for det er manglen herpå, der er den sande årsag til den voksende globale modstand mod jeres sag.
I har selv været udsat for et umenneskeligt folkemord og etnisk udrensning. Lad ikke det igangværende folkemord og etniske udrensning i Gaza ske i jeres navn!
Isam Bachiri er sanger og sangskriver.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Citat fra Weekendavisen.
