Kronik:
Venstre bør stå fast mod det blå konvents uigennemtænkte projekt!
Af Leif Tullberg kan frit bruges ved opgivelse af kilde.
Det såkaldte Borgerlige Konvent, afholdt i Fredericia den 5. september 2025,
var et forsøg fra Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Liberal
Alliance og Dansk Folkeparti på at genoplive en blå alliance. Partilederne
Inger Støjberg, Mona Juul, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt taler om at
genrejse det borgerlige Danmark og præsentere et alternativ til SVM-regeringen.
Men bag de fine ord om borgerlighed og frihed gemmer sig et projekt præget af
fortidens fejltagelser, tvivlsomme aktører og urealistiske visioner. Venstre
bør tænke sig om to gange, før de lader sig lokke af denne blå enhedsfront.
En fortid, der ikke bør gentages Konventets partiledere nævner selv
VLAK-regeringens (2015-2019) kollaps som en pinlig parentes, hvor intern splid
og manglende samarbejdsvilje førte til vælgernes afstraffelse i 2019. Men de
undgår belejligt at nævne de dybere årsager til fiaskoen.
VLAK var ikke kun svækket af personlige og politiske uenigheder, men også af
skandaler og manglende evne til at levere på borgerlige løfter. Inger Støjberg,
en af konventets frontfigurer, blev i 2021 dømt i en rigsretssag for ulovlig
adskillelse af asylpar, hvilket undergraver hendes troværdighed som bannerfører
for et nyt borgerligt projekt. Morten Messerschmidt, leder af Dansk Folkeparti,
stod desuden over for en verserende sag om misbrug af EU-midler, men blev
frikendt i december 2022, efter at en dommer ved Lyngby Ret havde lavet opslag
på Facebook om DF og Messerschmidt, hvilket førte til annullering af en
tidligere dom på grund af dommerens manglende habilitet. Selvom Messerschmidt
blev frikendt, kaster sagen stadig skygger over hans og koalitionens moralske
ståsted.
At disse to figurer nu
skal stå i spidsen for en "blå genstart" er problematisk. Deres
fortid vidner om en mangel på dømmekraft, som ikke indgyder tillid til, at de
kan lede en stabil og ansvarlig borgerlig alliance. Venstre, der traditionelt har
stået for en pragmatisk og ansvarlig borgerlighed, bør spørge sig selv, om de
vil associeres med sådan en bagage. Borgerlighed eller populistisk symbolpolitik?
Konventets manifest lover en række borgerlige svar: mindre bureaukrati, lavere
skatter, styrket forsvar og en folkeskole med mere disciplin.
Men mange af deres forslag fremstår som populistiske overskrifter snarere end
gennemarbejdede planer. For eksempel foreslår de at reducere antallet af
bureaukrater med 18.000 og skære tre millioner ord fra lovgivningen. Det lyder
ambitiøst, men uden konkrete planer for, hvilke funktioner der skal fjernes,
eller hvordan det vil påvirke velfærdssystemet, fremstår det som et slag i
luften.
Deres idé om "én regel ind, to regler ud" er lånt fra Canada, men de
undlader at nævne, at sådanne tiltag ofte rammer komplekse velfærdssystemer som
det danske hårdt, hvis de ikke gennemtænkes nøje. Desuden er der en modstrid i
deres retorik. På den ene side hylder de borgernes frihed og nærvær, men på den
anden side foreslår de indgreb som en national undersøgelse af vold i
folkeskolen, hvilket lyder som mere central styring frem for mindre. Deres
modstand mod "radikal ideologi" og love som koranloven står i
kontrast til deres egen fortid, hvor især Dansk Folkeparti og
Danmarksdemokraterne har flirtet med nationalistiske strømninger, der næppe
fremmer den frisindede borgerlighed, de hævder at stå for.
Hvorfor Venstre bør sige nej Venstre står ved en skillevej. Som det største
borgerlige parti har de en historisk forpligtelse til at repræsentere en
ansvarlig og samlende borgerlighed. Men at tilslutte sig dette konvent ville
være et skridt i den forkerte retning. For det første er koalitionens
sammensætning en opskrift på ustabilitet. De fire partier har hver deres
agendaer – fra Liberal Alliances markedsliberalisme til Danmarksdemokraternes
og Dansk Folkepartis fokus på stram udlændingepolitik. Disse spændinger var med
til at fælde VLAK, og der er intet i konventets manifest, der tyder på, at de
har fundet en holdbar løsning på deres uenigheder. For det andet risikerer
Venstre at miste troværdighed ved at alliere sig med partiledere, hvis omdømme
er plettet af skandaler. Selvom Messerschmidt blev frikendt, har sagen om
EU-midler sat et varigt spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, og Støjbergs
rigsretsdom taler for sig selv. Danskerne efterspørger politikere, der tager
ansvar og leverer resultater, ikke dem, der er kendt for overskrifter og
retssager. Endelig er SVM-regeringen, trods sine fejl, en bred koalition, der
har vist evne til at indgå kompromiser på tværs af højre og venstre. Venstre
har i dag en stærk position i dansk politik og kan fortsætte med at påvirke
gennem forhandlinger uden at binde sig til et ustabilt og visionært svagt konvent.
En bedre vej for Venstre stedet for at lade sig forføre af det blå konvents
store ord bør Venstre fastholde deres rolle som et pragmatisk og ansvarligt
alternativ. De kan fortsætte med at samarbejde med både SVM-regeringen og de
øvrige borgerlige partier, men uden at lade sig binde til en alliance, der
risikerer at gentage fortidens fejltagelser. Danskerne fortjener en
borgerlighed, der er troværdig, realistisk og fokuseret på resultater – ikke et
projekt, der bygger på tomme løfter og skandaleombruste ledere. Konventets
partiledere siger, at "håbet er borgerligt". Men håbet for et stærkt
borgerligt Danmark ligger ikke i en alliance, der forsøger at genoplive en
fejlslagen fortid. Det ligger i et Venstre, der tør stå på egne ben og levere
politik, der gør en forskel for danskerne – uden at lade sig lokke af blå
drømme, der hurtigt kan blive til mareridt.
Antal tegn: 2.999
Bedste hilsen.
Leif Tullberg
Venslev
