En dybdegående analyse af, hvorfor VLAK-regeringen (Venstre, Liberal Alliance,Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti)

 

 

 

En dybdegående analyse af, hvorfor VLAK-regeringen (Venstre, Liberal Alliance, Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti)
ikke fungerede optimalt, samt hvorfor en ny blå regering potentielt ville stå over for lignende udfordringer.
Jeg vil strukturere mit svar i to dele: Først en analyse af VLAK-regeringens udfordringer og sammenbrud, herunder de specifikke episoder, Jeg nævner (LA’s krav, DF’s rolle, Mette Frederiksen, Søren Pape og Eva Kjer Hansen). Derefter vil jeg argumentere for, hvorfor en ny blå regering med de nuværende oppositionskræfter sandsynligvis ville lide under lignende problemer.
Til sidst vil jeg foreslå et oplæg til et indlæg, der kan bruges til at understøtte mit argument mod en ny blå regering.

1.
Analyse af VLAK-regeringens problemer (2016-2019)

VLAK-regeringen (Regeringen Lars Løkke Rasmussen III) bestod af Venstre (V), Liberal Alliance (LA) og Det Konservative Folkeparti (K) og sad fra 28. november 2016 til 27. juni 2019 med Dansk Folkeparti (DF) som støtteparti. På trods af en ambition om at skabe en stærk borgerlig regering, blev dens levetid præget af interne stridigheder, politiske kompromiser og manglende samling, hvilket i sidste ende bidrog til dens fald ved valget i 2019. Her er en gennemgang af de centrale problemer:

a.
Interne stridigheder og ideologiske uenigheder

Liberal Alliance’s krav og “kravlen i træer”: Liberal Alliance, ledet af Anders Samuelsen, gik ind i regeringen med høje forventninger om at gennemføre deres libertære program, især betydelige skattelettelser som f.eks. en nedsættelse af topskattesatsen med mindst fem procentpoint. Disse krav blev dog ikke opfyldt, da regeringsgrundlaget ikke indeholdt de lovede lempelser, hvilket skabte frustration i LA. Netavisen Pio fremhæver, at LA’s løfte om legalisering af hash og afskaffelse af boligskatter også blev droppet eller nedtonet, hvilket svækkede partiets troværdighed. LA’s insisteren på deres egne mærkesager skabte spændinger, især med DF, som havde en mere nationalkonservativ og velfærdsorienteret tilgang.

 

Dansk Folkeparti som støtteparti: DF, ledet af Kristian Thulesen Dahl, var en afgørende magtfaktor med 37 mandater efter valget i 2015, flere end Venstre selv. Men samarbejdet var præget af en kløft mellem DF’s fokus på stram udlændingepolitik og velfærd og LA’s markedsliberale dagsorden. DF’s tøven med at gå ind i regeringen og deres forsøg på at samarbejde med Socialdemokratiet (bl.a. via Mette Frederiksen) skabte usikkerhed om deres loyalitet over for den borgerlige lejr. Dette blev senere bekræftet af Thulesen Dahl, som indrømmede, at samarbejdet med Socialdemokratiet gjorde DF sårbare over for kritik om manglende borgerlig troværdighed.

 

b.
Konflikten omkring Eva Kjer Hansen

Søren Pape og Eva Kjer Hansens afgang: I 2016 krævede Søren Pape Poulsen, leder af Det Konservative Folkeparti, at Venstres miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skulle træde tilbage på grund af hendes håndtering af landbrugspakken, som blev kritiseret for at overdrive dens positive miljøeffekter. Konservative truede med at vælte regeringen, hvilket førte til Eva Kjer Hansens afgang. Dette var et symbol på de interne magtkampe og manglende tillid mellem regeringspartierne, især da Konservative følte, at Venstre ikke leverede på deres fælles mål. Denne episode svækkede VLAK-regeringens samlede troværdighed og viste, hvordan personlige og politiske konflikter kunne destabilisere samarbejdet.

 

c.
Mette Frederiksens rolle og “kissemisse” med DF

DF’s flirt med Socialdemokratiet: Under VLAK-regeringen åbnede DF’s leder, Kristian Thulesen Dahl, døren for et muligt samarbejde med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Dette skete bl.a. gennem forhandlinger om politikområder som udlændingepolitik, hvor Socialdemokratiet under Frederiksen bevægede sig mod en strammere linje, der overlappede med DF’s holdninger. Thulesen Dahl udtalte, at han havde fået mere politik igennem ved at samarbejde med Socialdemokratiet end udelukkende med VLAK-regeringen. Dette skabte splid i den borgerlige lejr, da det såede tvivl om DF’s engagement som støtteparti. Samtidig afviste Mette Frederiksen en egentlig SV-regering, som Lars Løkke Rasmussen foreslog under valgkampen i 2019, hvilket yderligere svækkede VLAK’s position.

 

d.
Valgnederlaget i 2019

Vælgernes dom: Ved folketingsvalget i 2019 tabte VLAK-regeringen flertallet. Venstre og Konservative gik ganske vist frem (med henholdsvis 9 og 6 mandater), men Liberal Alliance mistede 9 mandater, herunder Anders Samuelsens, og DF gik markant tilbage fra 37 til 16 mandater. Meningsmålinger viste, at 56 % af danskerne vurderede, at regeringen havde gjort det dårligt eller meget dårligt. Årsagerne inkluderede utilfredshed med beskedne budgetter til den offentlige sektor i en tid med økonomisk vækst og en opfattelse af, at indvandringstemaet, som tidligere havde styrket DF, mistede sin betydning. Samtidig vandt rød blok terræn med fokus på velfærd, klima og EU, hvilket gav Mette Frederiksen mulighed for at danne en etpartiregering.

 

e.
Andre faktorer

Løftebrud og troværdighedskrise: Netavisen Pio identificerede 25 markante holdningsskift, hvor VLAK-regeringen ikke levede op til valgløfter. Eksempler inkluderer LA’s opgivelse af topskattelettelser og Konservatives accept af færre kampfly, end de oprindeligt krævede. Disse kompromiser blev opfattet som svaghed og svækkede regeringens image.

 

Polarisering og manglende enhed: Regeringen havde kun 53 mandater og var afhængig af DF’s støtte, hvilket gjorde den sårbar. Interne stridigheder, som LA’s trussel om at vælte regeringen over topskat og DF’s flirt med Socialdemokratiet, undergravede tilliden i den borgerlige lejr.

 

2.
Hvorfor en ny blå regering sandsynligvis ikke vil fungere

Du argumenterer for, at en ny blå regering, selv med 90 mandater, ikke ville kunne opretholde stabilitet på grund af manglende samklang mellem oppositionspartierne (Inger Støjberg/Danmarksdemokraterne, Morten Messerschmidt/DF, Alex Vanopslagh/LA, Pernille Vermund/Mette Stisen/DF, Mona Juul/Konservative samt de øvrige oppositionspartier fra yderste højre til yderste venstre). Her er en analyse af, hvorfor dette er et stærkt argument:

a.
Ideologisk splittelse i den nuværende opposition

Mangfoldighed i holdninger: De nuværende otte oppositionspartier (inkl. DF, LA, Konservative, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre) spænder fra markedsliberalisme (LA) og nationalkonservatisme (DF, Nye Borgerlige) til socialisme (Enhedslisten, SF). Denne ideologiske spredning gør det næsten umuligt at skabe et fælles regeringsgrundlag. For eksempel ønsker LA skattelettelser og afbureaukratisering, mens SF og Enhedslisten prioriterer velfærd og omfordeling. DF og Danmarksdemokraterne fokuserer på stram udlændingepolitik, hvilket kan kollidere med Radikale Venstres mere liberale tilgang.

 

Personlige og historiske spændinger:
Inger Støjberg og Morten Messerschmidt har begge stærke profiler, men deres ledelsesstil og fortid (f.eks. Støjbergs rigsretssag og Messerschmidts fokus på pensionister) kan skabe rivalisering om lederskab i en blå koalition. Alex Vanopslagh’s LA har tidligere været i konflikt med DF over symbolpolitik som topskat, og Nye Borgerliges krav om asylstop og udvisning af kriminelle udlændinge kan være for radikale for Konservative og dele af Venstre.

 

b.
Historiske paralleller til VLAK

Gentagelse af tidligere fejl: VLAK-regeringens sammenbrud viser, at en borgerlig koalition kræver klar ledelse og kompromisvilje. Den nuværende opposition mangler en samlende figur som Lars Løkke Rasmussen, der trods udfordringer formåede at holde VLAK sammen i tre år. Uden en sådan leder og med flere partier involveret (otte mod VLAK’s fire), vil magtkampe og uenigheder sandsynligvis eskalere.

 

Vælgernes skepsis: Meningsmålinger fra 2023 viser, at SVM-regeringen, på trods af upopularitet, har haft fordel af at fremstå som et stabilt alternativ til en splittet opposition. En ny blå regering ville skulle overvinde vælgernes hukommelse om VLAK’s kaos og samtidig håndtere en stærk Socialdemokratisk ledelse under Mette Frederiksen, som har bevist sin evne til at navigere kriser.

 

c.
Praktiske udfordringer

Koalitionsstørrelse og kompleksitet: En koalition med otte partier ville kræve komplekse forhandlinger og konstante kompromiser, hvilket ville gøre regeringen sårbar over for interne kriser. Selv med 90 mandater ville en enkelt partileder (f.eks. Vanopslagh eller Messerschmidt) kunne true med at vælte regeringen, som det skete med LA og Konservative under VLAK.

 

SVM-regeringens styrke: Den nuværende SVM-regering (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) har vist, at en bred midterregering kan opnå stabilitet ved at balancere ideologiske forskelle. En blå regering ville skulle konkurrere med denne model, hvilket ville kræve en usædvanlig grad af enighed, som ikke synes realistisk givet oppositionens heterogenitet.

 

3.
Forslag til indlæg

Overskrift:
Hvorfor en ny blå regering ikke er vejen frem for Danmark

Kære læsere,

Som 52-årigt medlem af Venstre og med 64 års erfaring i dansk erhverv har jeg set mange regeringer komme og gå.
Men én ting står klart:
En ny blå regering, selv med 90 mandater, vil næppe kunne levere den stabilitet og fremgang,
Danmark har brug for.
Historien om VLAK-regeringen (2016-2019) viser os hvorfor.

Under VLAK-regeringen, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti, så vi et borgerligt projekt, der blev lammet af interne stridigheder. Liberal Alliance krævede omfattende skattelettelser, som aldrig blev til virkelighed, og truede gentagne gange med at vælte regeringen. Dansk Folkeparti flirtede med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, hvilket såede tvivl om deres loyalitet.
Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, tvang Venstres minister Eva Kjer Hansen til at gå af over en landbrugspakke, hvilket blot var toppen af isbjerget i en koalition præget af kaos og manglende samling.
Resultatet?
Ved valget i 2019 kollapsede VLAK, da vælgerne straffede dens løftebrud og ustabilitet.

I dag står vi med en opposition, der er endnu mere splittet. Fra Inger Støjbergs Danmarksdemokrater og Morten Messerschmidts Dansk Folkeparti til Alex Vanopslaghs Liberal Alliance, Pernille Vermunds Nyt medlem af LA, tidligere Nye  Borgerliges leder, og Mona Juuls Konservative – disse partier repræsenterer et spektrum af holdninger, der spænder fra markedsliberalisme til nationalkonservatisme og socialisme. Hvordan skal de finde fælles fodslag om skat, velfærd eller udlændingepolitik?
Historien har vist, at selv en mindre koalition som VLAK ikke kunne håndtere sådanne spændinger.
En blå regering med otte partier ville være en opskrift på endnu større kaos.

Den nuværende SVM-regering, trods sine udfordringer, har vist, at en bred midterregering kan skabe stabilitet ved at balancere ideologiske forskelle.
En ny blå regering ville derimod risikere at gentage VLAK’s fejltagelser: magtkampe, løftebrud og en manglende evne til at stå sammen i krisetider.
Danmark fortjener bedre.

Vi har brug for en regering, der kan samle, ikke splitte.

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

52 år i Venstre